Dansk Komponist Forenings Produktionspulje støtter udadrettede initiativer for ny kompositionsmusik, som koncerter, festivaler, CD-, DVD-, bogudgivelser, formidlingsprojekter m.m. Med puljen ønsker foreningen at styrke og effektivisere sin støtte til hele ny musik miljøet - der jo er forudsætningen for at foreningens medlemmers musik bliver spillet og lever.
Hvem kan søge?
Produktionspuljen kan søges af alle der arbejder på projekter, som falder inden for puljens formålsbeskrivelse - både medlemmer af Dansk Komponist Forening og musikere, ensembler, koncertarrangører, producenter, festivaler etc.
Hvor kommer pengene fra?
Pengene kommer fra ophavsretten. Hver gang musikbrugerne betaler en krone til KODA for retten til at bruge musik, går ca. 10 øre tilbage til de danske musikliv som støtte til nationale musikformål. Det er en del af disse midler (KODAs Nationale Midler), der danner grundlag for Dansk Komponist Forenings produktionspulje.
Produktionspuljen formål?
Formålet med Produktionspuljen er at promovere og støtte den nye kompositionsmusik i det danske og internationale musikmiljø/kulturliv.
Puljen støtter projekter inden for alle de mange forskellige typer af ny kompositionsmusik på hver deres præmisser: akustisk kammermusik, orkestermusik, elektroakustisk musik, electronica, musikdramatik, multimedie, lydkunst, cross-over, kirkemusik, vokalmusik og musik for og med børn og unge.
Formålet er endvidere at bidrage til at styrke projekternes offentlige og kunstneriske gennemslagskraft igennem krav om en professionel PR-indsats i de støttede projekter.
Puljen har i 2012 en samlet størrelse på 1,6 mill. kr.
Hvad lægges der vægt på i vurderingen af ansøgningen?
- at projektet på sine egne betingelser fremstår kunstnerisk gennemarbejdet
- projektets generelle musikkulturelle væsentlighed, derunder dets evne til at skabe synlighed og stimulere koncertmiljøet inden for sit område
- projektets potentielle gennemslagskraft
Der lægges desuden vægt på at midlerne fordeles rimeligt mellem de mange forskellige musikslakse udtryksformer, der er repræsenteret i Dansk Komponist Forening, samt at de støttede projekter gennemføres med en professionel og effektiv formidling- og PR-indsats.
Ansøgningens udformning
Da det af økonomiske grunde ikke lader sig gøre at imødekomme alle ansøgninger, er det vigtigt at din ansøgning er så fyldestgørende og detaljeret som muligt med et samlet budget samt oplysning om, hvilke øvrige fonde der er søgt, således at fordelingsrådet kan foretage en fair prioritering.
Bemærk at Produktionspuljen IKKE yder støtte til bestillingshonorar
Af hensyn til udbetaling skal alle ansøgninger være forsynet med bankregistrerings- og konto- eller gironummer, relevante SE/CVR- CPR-numre samt persondata og/eller firmanavn og data.
Ved ansøgninger om støtte til CD produktion: husk oplysninger om værker, spilletid, medvirkende og produktionsselskab.
Ansøgningen sendes via vores on-line ansøgning
Ansøgningsfrister
Produktionspuljen har to årlige ansøgningsfrister: 1. marts og 1. september.
Ansøgninger sendes til Dansk Komponist Forenings kontor og behandles af foreningens Fordelingsråd. Der gives svar ca. en måned efter ansøgningsfristen.
Ansøgninger der ikke er indsendt til tiden vil IKKE komme i betragtning, men vil evt. kunne gå videre til næste ansøgningsrunde.
Fordelingsrådet
Produktionspuljens midler fordeles af Dansk Komponist Forenings Fordelinsgråd, hvis medlemmer vælges ved foreningens generalforsamling. Fordelingsrådet består pt. af følgende medlemmer: John Frandsen (formand), Niels Rosing-Schow, Wayne Siegel, Martin Lohse, Sandra Boss og Jeppe Just.
Forelingsrådets formand kan kontaktes på mail jf@komponistforeningen.dk eller telefon 26 87 62 26.
Når du har fået støtte fra Produktionspuljen
Når man modtager økonomisk støtte fra Produktionspuljen er det en ufravigelig bestingelse for bevillingen, at både Dansk Komponist Forening og KODA krediteres i koncertprogrammer, plakater, på hjemmesider, i CD-covers og booklets eller ligenende med følgende formulering:
"Projektet er støttet af Dansk Komponist Forenings Produktionspulje og KODA's Nationale Midler"
eller
"With support from Danish Composers' Society's Production Pool and KODA's Fund for Social and Cultural Purposes"
Produktionspuljens logo kan downloades her


