Komponisten Nicklas Schmidt er blandt de nominerede, når årets hæderspriser uddeles ved den internationale filmmusikkonkurrence ”Jerry Goldsmith Award Show” i Málaga primo juli.
Den 41-årige komponist er netop indstillet til en award for sit soundtrack til thrilleren ”Flaskepost fra P” i kategorien ”Bedste Spillefilm”. I samme konkurrence er han i kategorien ”Bedste Dokumentar” nomineret til en award for sine klange til ”Ishavets kæmpe” – en gribende naturfilm om grønlandshvalen, som havde premiere på DR1 i 2013.
”Som filmkomponist er jeg stolt af at være nomineret i to kategorier i den prestigefyldte konkurrence,” jubler Nicklas Schmidt, der i gruppen ”Bedste Spillefilm” bl.a. dyster med den amerikanske komponist Nicholas Britell. Han satte toner til filmen ”Moonlight”, der vandt tre Oscars tidligere på året.
I kategorien ”Bedste Dokumentar” er Nicklas Schmidt i konkurrence med fremtrædende filmkomponister som brasilianske Heitor Pereira og amerikanske Trent Reznor.
En stime af priser
Med Jerry Goldsmith-nomineringerne er Nicklas Schmidt inde i en stime af anerkendelser for sin filmmusik. Dette forår vandt han Musikforlæggernes pris, Carl Prisen 2017, i kategorien ”Bedste Score” – også for tonerne til filmen ”Flaskepost fra P”.
”Nicklas Schmidt har skabt et score, der er stort og slagkraftigt – og samtidig fint og delikat,” lød et uddrag af juryens motivation af ham ved Carl Pris-overrækkelsen.
Ved året Robert-uddeling fandt man ligeledes Nicklas Schmidt og ”Flaskepost fra P” blandt de nominerede til ’Årets score’.
Om Jerry Goldsmith Awards
Jerry Goldsmith Awards er en international nominering af filmkomponister. Award-showet afholdes i Spanien en gang årligt og præmierer filmkomponister inden for i alt otte forskellige kategorier. Showet er opkaldt efter den amerikanske dirigent og filmkomponist Jerry Goldsmith (1929-2004), som skrev soundtracks til en række kendte Hollywood-film.
Ved showet, som i år finder sted for 12. År i træk, uddeles ærespriser til førende filmkomponister fra hele verden. I år finder prisuddelingen sted 7. juli i Málaga – som programpunkt ved den internationale filmmusikfestival ”Música en Imágenes”.