2 jun 2017

Mindeord, Frederik Gislinge

Af Bent Sørensen

Søndag d. 28 maj kl. 11:30 døde Frederik Gislinge. Oboist, komponist, billedkunstner – et vidtfavnende renæssancemenneske i ordets allerbedste betydning; og så var han i de sidste år af sit liv min fortrolige - min svigerfar. Jeg er tæt på, men jeg må skrive om ham.

Foran mig på bordet ligger originalpartituret til hans strygekvartet med den forunderlige titel, ”The town was quite different from what we’d imagined”.

To måneder før han døde, gik jeg en tur med ham i den lille skov tæt på hans hjem i Esbjerg – endnu en samtale med ham, hvor man blev klogere, hvert sekund han talte. Pludselig siger han, ”Vil du se på nogle af mine partiturer. Jeg vil godt vide, hvad du synes – om du synes, at der er noget i det, og du skal sige ærligt, hvad du mener. Jeg vil gerne lære”. Jeg følte en overstrømmende stolthed; og så fik jeg partiturerne i hånden – Obokvartetten, Harpetrioen, og kvartetten med den forunderlige titel. Jeg læser den kvartet – lytter til den. Den er vild. Den er skrevet af en helt ung mand. Han var 51 år; men Frederik var ung hele livet. Ikke på den irriterende ”ung med de unge-måde”. Han var evig ung med sig selv, og ingen - heller ikke han selv - nåede at opfatte ham som gammel.

Jeg læser hans partitur igen. Avancerede spilleteknikker - et værk skrevet med overlegen teknisk beherskelse, og jeg tænker, at hvis det havde været opført på en af de årlige workshops med Esbjerg Ensemble, som han var det naturlige midtpunkt i, havde det været det års sensation. Jeg tænker på, hvor smukt han gav plads til alle os andre komponister, som han hjalp på vej med sin obo. Han elskede at arbejde med al den nye musik – elskede at lade sin nysgerrighed møde det nye, og jeg ved – Frederik, at jeg uden forbehold kan sende dig en samlet enorm taknemmelighed fra alle de komponister, der har mødt dig, arbejdet med dig og mærket dit kompromisløse engagement, og jeg ved, at der kan sendes en ligeså stor taknemmelighed fra alle musikere i det ensemble, du viede dit liv til, Esbjerg Ensemble. Du var aldrig bange for at tage ansvaret, og du behøvede ikke at spille med uvedkommende muskler. Din autoritet strålede igennem ren, klar og menneskelig. Hvor vil vi dog altid have meget at lære af dig.

Det var ved én af de legendariske workshops, jeg i 1982 mødte Frederik for første gang.

Jeg kom med noget nær mit første stykke. Nervøs var jeg; men så var han der – Frederik med oboen og det opbakkende skæve smil, som man kan se på næsten alle billeder af ham. Han udstrålede - og det gjorde han altid – den karismatiske ro, der gjorde, at man blev trukket hen mod ham. Han blev omdrejningspunkt. Jeg ville høre, hvad han mente om mit håbefulde første forsøg på at blive komponist; og så sagde han: ”Det virker som om, at der i dit stykke er idéer til fem stykker!”

Den sætning har siddet fast siden. Den var sand og præcis, og den er et eksempel på Frederiks helt unikke evne til at ballancere det positive med det negative. Han kunne ikke drømme om bare at rose løs, når der ikke var belæg for rosen; men i alt var han i stand til at finde den positive indgang, så når man efter at have fået at vide, at det faktisk var rigtigt skidt, det man havde lavet, gik man ud med følelsen af at kunne komme videre med modet i behold. Det var, som om hans nysgerrighed, der var uden lige, havde smittet og var blevet drysset ud over fremtiden.

Der kunne ikke være forstillelse i Frederiks verden. Det var en af hans allerstørste gaver til de mennesker han mødte i sit liv. Hos ham måtte løgn og forstillelse forsvinde, for man mærkede instinktivt , at han ville gennemskue det med samme, og hvor var det dog befriende at slippe for sin egne forstillelse – sammen med ham - bare være sig selv, som han altid var det. Han kunne kun være ærlig og forlangte den samme ærlighed af mennesker omkring ham; men når noget ramte ham rent, kunne han helt uforbeholdent vise sin beundring.

Jeg ser op fra partituret. Hans billeder hænger på væggen i vores stuer. Signaturen er ”Rik”. Det kunne han også, for han var født med den gave, det er, at kunne så meget; og det var ikke noget med at gå i bredden i stedet for i dybden, for han gik i dybden med det hele. De sidste måneder af sit liv sad han ofte i et hjørne af sin stue og skabte billeder, kunst – gled ind den skabendes glæde, hvor sygdom og tid ikke kunne forstyrre; men når man så besøgte ham, kunne han træde ud af sin egen verden – ud og blive centrum i vores verden, som han altid var det – lytte til verden. Nysgerrig.

Jeg tror, det var sådan hele hans liv. Han kunne gå frem og tilbage mellem sin egen verden, hvor han skabte så meget kunst, og det sociale liv, hvor han var helt suveræn. Måske var det derfor, at det var oboen – livet som musiker, der vandt den største del af hans kunstneriske liv. Alle hans talenter kom i spil. Her kunne han give så meget til andre musikere, til andre komponister, til sine studerende, til alle.