19 jun 2020

Lydrum

Nyt initiativ der henvender sig til professionelle billedkunstnere og komponister, der arbejder med lyd som del af deres kunstneriske virke.

Formålet med LydRum er at danne et tværkunstnerisk forum, hvor deltagerne i et intensivt forløb mødes til gensidig sparring og udveksling af erfaring og ideer om arbejdet med lyd i kunstneriske processer.

Forummet vil arbejde med centrale faglige problemstillinger omkring omstændighederne for kunstnerisk arbejde med lyd. Der lægges op til en kollektiv refleksion over hvordan vi i fremtiden kan skabe nye produktive og eksperimentelle rammer og netværk. Dette vil ske med udgangspunkt i gæsteoplæg og dialoger med centrale danske og internationale aktører fra produktions- og udstillingssteder som; Inter Arts Center, Malmö, BEK i Bergen, ”Q-O2″ – Workspace for Experimental Music and Sound Art, Bruxelles, KØS Museum for Kunst i Det Offentlige Rum samt Struer Tracks / Sound Art Lab.

Baggrund
Lydkunsten undersøges sjældent kollektivt som dialogisk arbejdsrum af kunstnere fra både musikkens og billedkunstens verden, trods der eksisterer mange scener og co-produktioner for eksperimenterende arbejde med lyd.

De kunstneriske videregående uddannelser har længe fokuseret på at skabe faglige udvekslinger og tværkunstneriske samarbejder mellem billedkunstnere og komponister. Men efter endt uddannelse er det ofte kun i konkrete produktionssammenhænge at komponister og billedkunstnere mødes.

LydRum vil være en mulighed for at møde kunstneriske sparringspartnere og dyrke det dialogiske arbejdsrum, som ikke altid er muligt at opretholde efter endt uddannelse.

Mødeform
Som deltager i LydRum engagerer du dig i et forløb af i alt fem møder, hvor din egen og andres praksis bliver diskuteret, og hvor en række temaer der vedrører omstændigheder for arbejdet med lyd bliver behandlet via oplæg fra gæster. Programmet indeholder:

Kollektive præsentationer:
I en eksperimenterende kritikform vil LydRum indeholde kollektive præsentationer med sparring / kritik og diskussion af værkmateriale der både kan være i proces og fra realiserede projekter.

Gæsteoplæg og tematiske diskussioner:
Forummet vil danne ramme for kollektiv faglig refleksion hvor der til hvert møde inviteres gæster som bidrager med oplæg inden for et af programmets tematiske fokuspunkter, såsom Realiteter for Lydbaseret Kunstnerisk Praksis – Produktionsforum, Tværkunstnerisk Praksis & Co-Produktion, Offentlighed & Kunstinstitution, Fremtidsscenarier for Produktion & Netværksforum.

Fælles ekskursion:
Som del af forløbet afholdes ekskursion på en udstilling, koncert, lydkunstbegivenhed eller lignende, der vil fungere som ”case study” for kollektiv refleksion og diskussion.

Involverede parter
Projektet tilrettelægges af Komponist / Kunstner Rune Søchting og Billedkunstner Elsebeth Jørgensen og realiseres i samarbejde med Billedkunstnernes Forbund og Dansk Komponistforening.

Deltagende i gæsteoplæg fra bl.a.:

 

Program

1. Session 8/9 2020: Realiteter for Lydbaseret Kunstnerisk Praksis – Produktionsforum

10.00-13.00: Introduktion v. Rune Søchting / Elsebeth Jørgensen og introduktion af alle deltagere.

14.00-17.00: Gæsteoplæg og fællesdiskussion.

Gæsteoplæg: Christian Skovbjerg Jensen – Inter Arts Center. Malmø. www.iac.lu.se

Virtuel Gæst og videoberetning: Julia Eckhardt – “Q-O2” Workspace for Experimental Music and Sound Art.Bruxelles. www.q-o2.be

2. Session 22/9 2020: Tværkunstnerisk Praksis & Co-Produktion

10.00-13.00: Deltager præsentationer og diskussion.

14.00-17.00: Deltager præsentationer og diskussion.

3. Session 6/10 eller 20/10 2020: Visningsrum & Lyttesituation

Ekskursion.

(Udstilling / Lydkunstbegivenhed. Afventer programinformation pga. Covid 19)

4. Session 27/10 2020: Offentlighed & Kunstinstitution

10.00-13.00: Deltager præsentationer.

14.00-17.00: Gæsteoplæg og fællesdiskussion.

Gæsteoplæg med bl.a.: Ulrikke Neergaard, KØS – Museum for Kunst i Det Offentlige Rum: www.koes.dk

5. Session 17/11 2020: Fremtidsscenarier for Produktion & Netværksforum

10.00-13.00: Deltager præsentationer.

14.00-17.00: Gæsteoplæg og fællesdiskussion.

Gæsteoplæg: Jacob Kreutzfeldt, Struer Tracks / Soundart Lab. www.struertracks.dk

Virtuel Gæst og videoberetning: Espen Sommer Eide – BEK – Bergen Senter for Elektronisk Kunst. Bergen.www.bek.no


Om tilrettelæggerne

Rune Søchting (f. 1974) er komponist og kunstner. Han er uddannet cand.mag. Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet og har en Ph.d. fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler og Københavns Universitet. Han bor og arbejder i København.

Rune Søchtings kunstneriske praksis spænder vidt og udmønter sig i stedsspecifikke værker og rumlig installation, elektronisk komposition / musik, lydkunst samt sceniske og performative værker. Han har komponeret musik til danseproduktioner og videoer. Han er optaget af processen, der ligger bag værket og hans projekter har ofte mødet og dialogen som en central komponent. Udviklingen af værker involverer ofte samarbejder med aktører som forfattere og andre billedkunstnere. Han er interesseret i lyd som relationelt fænomen og hvordan lyd fungerer som stedslig markører og sætter grænser i spil fx imellem indenfor og udenfor, mellem imaginært og fysisk rum, mellem synligt og usynligt.

Siden 2000 har hans arbejde været udstillet og præsenteret på udstillingssteder og festivaler i ind-og udland. Han fungerer desuden som kurator, og har arrangeret en lang række udstillinger ofte med lyd som omdrejningspunkt. Han organiserede “Nordic Sound Art” – et 2-årigt MA-studieprogram mellem de nordiske Kunstakademier omkring produktion og forskning af lydbaseret kunstpraksis. Han har gennemført Ph.D. projekt med afhandlingen “Omstændighederne for det hørbare” om kunstnerisk arbejde med lyd.

Han er en erfaren underviser og har siden 2007 haft flere ansættelser på både billedkunstneriske og musikalske videregående uddannelsesinstitutioner, herunder SDMK, DJM, Det Jyske kunstakademi. Han fungerer i dag også som ekstern censor på Musikkonservatorier i Danmark.

Mere info om Rune Søchting: www.telerune.dk

 

Elsebeth Jørgensen (f. 1970) er billedkunstner og uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, Billedkunstskolerne i 2002. Hun bor og arbejder i København.

Elsebeth Jørgensen arbejder med fotografi, lyd- og video, tekst, installation og stedsspecifikke projekter. Hendes værker er forskellige typer montager, baseret på research i historiske arkiver og egen stedsdokumentation, hvor registreringer i billede,

lyd og tekst sammenstilles med arkivstof og fiktionsfortælling. Hun involverer ofte forfattere, komponister, musikere, historikere, botanikere, arkæologer, arkivarer, mediedesignere og skuespillere i værkproduktionen. Værkerne præsenteres i både kunstinstitutioner, offentlige byrum / landskaber eller som liveperformance, lydvandringer, bogudgivelser og online i webbaseret formater.

Elsebeth Jørgensen har udstillet siden 1998 på museer og udstillingssteder i ind- og udland og har realiseret flere kommissionsværker til bl.a. Tate Modern, (UK), Hordaland Kunstcenter, (NO) Kunstmuseet KUBE, Ålesund (NO) og Bispebjerg Hospital, Kbh., (DK).

Hun har været aktiv i flere samarbejder med billedkunstnere og kuratorer om udvikling af udstillingsprojekter og er medlem af Den Frie Sammenslutning og Kunstnersamfundet.

Hun har undervist som freelance underviser på forskellige kunstakademier siden 2003 og er i dag mentor for medlemmer i Billedkunstnernes Forbund. I 2014-18 var hun fast underviser i Billedkunstnerisk praksis på Det Jyske Kunstakademi, hvor hun bl.a. sammen med komponist Wayne Siegel, organiserede fællesundervisning ml. Det Jyske Kunstakademi og Musikkonservatories Afd. for Elektronisk Musik (DIEM), Århus.

Hun har været jurymedlem i open-call udstillinger og optagelsesudvalg på kunstneriske uddannelser og fungerer i dag som ekstern censor i Det Fælles Censorkorps for Videregående Kunstneriske Uddannelser og Det Jyske Musikkonservatorium.

Mere info om Elsebeth Jørgensen: www.elsebethjoergensen.net