17 jan 2020

Kvinderne i arkivet

To aktuelle lydarkiver kaster lys over kvindelige komponister og kunstneres aktiviteter og udfordringer gennem et halvt århundrede og frem til i dag.

Ingeborg Okkels blev for et par måneder siden færdig med et projekt, der i al sin enkelhed gik ud på at digitalisere en række koncertoptagelser og interview med danske kvindelige komponister, som foreningen Kvinder i Musik havde indsamlet i perioden 1980-2016. Et arkiv, der endelig giver dokumentation for kvindelige komponisters eksistens og virke i Danmark, og hvis mange informationer gøres søgbare digitalt i løbet af 2020 .

Ud over dette projekt blev Ingeborg Okkels spurgt, om hun ville dykke ned i endnu et lydarkiv: det, som koncept- og multimediekunstneren William Louis Sørensen i 1990-91 indsamlede til Statens Museum for Kunst over lyd-, lys- og performancekunst i Danmark. Her lød opgaven på at finde de kvindelige kunstnere frem og præsentere en sammenligning af de to lydarkiver ved et lytteseminar på museet i midten af november 2019.

Sammenligningen mellem de to arkiver var oplagt: Står de danske kvindelige kunstnere i museets arkiv over for de samme problemer som komponisterne? Hvad er deres historie, og hvor er de i det hele taget?

"Det viste sig, at der på begge kunstscener, musikkens og kunstens, fandtes de samme problematikker for kvinder. Og at løsningen – det vil sige strategierne og vejen frem mod lige ret og adgang til koncertopførelse og udstillingsvirksomhed – var stort set den samme", skriver Ingeborg Okkels i et essay om arbejdet med de to arkiver.

Læs hendes essay på Seismograf.org