Komponist og Librettist Louise Alenius indbyder i samarbejde med Kunsthal Charlottenborg og Bikubenfonden til en kunstnerstyret salon. Salonen er i to dele, og består dels af en undersøgende samtale der har fokus på censur og selvcensur i kunstmiljøet, dels vil der blive lavet en kunstnerisk undersøgelse ved Louise Alenius og tre sangere. Louise Alenius er repræsenteret med et værk på Charlottensborgs Jubilæumsudstilling efterår 2023, og den kunstneriske undersøgelse er et forstudie til udstillingen.
Kunst kan nedbryde tabuer og tilbyde nye perspektiver på os selv og verden. Alligevel bryder der jævnligt diskussioner ud om, hvor kunstens grænser går. For er der grænser for, hvilke tematikker man som kunstner kan tillade sig at beskæftige sig med? Findes der emner, der er så vanskelige, at de er hellige selv for kunsten?
Louise Alenius har oplevet censur, og et efterfølgende kunstnerisk meningstab, men mest af alt frygter hun selvcensur. Men må kunsten alt, og hvilket konsekvenser har den for kunstneren på den korte som længere bane i en kunstnerisk karriere - Dette ønsker hun at diskutere med denne salon, hvor hun har inviteret kollegaer Jo Hedegaard og Frederik Stjernfeldt.
Louise Alenius er kendt for sin nysgerrige og eksperimenterende tilgang, og hun tager livtag med vanskelige og tabubelagte emner i sin kunst. Hun står blandt andet bag ”Prequiem” (2016) – en slags ”før-dødsmesse”, der blev opført i et lukket og intimt rum ved terminale patienters sengekant. I operaen ”Silent Zone” (2017) kredsede hun om en incestramt families tragedie, I Têtê (2019), en tre meter høj træskulptur og lydinstallation formet som kunstnerens eget hoved, inviterede hun publikum til at opleve, hvordan spirende ideer tager form i sindet. “Stille slag” på Teater Republique handlede om tidligere fængselsfanger, og i operaen “Manualen” fra 2022 på Det Kongelige Teater blev etiske dilemmaer omkring aktivdødshjælp skildret gennem en gigantisk lidende krop, hvor organerne var karakterer. Sidstnævnte blev censureret af ledelsen på Det Kongelige Teater kort inden premieren (hvor ordet Betablokker blev fjernet fra hendes libretto)