KLANG offentliggør årets festivalprogram

KLANG – Copenhagen Avantgarde Music Festival afholdes for niende gang i København fra den 25. maj – 5. juni, og festivalen er større end nogensinde med over 30 koncerter og arrangementer fordelt over 12 dage på en række københavnske spillesteder.

Urpremiere på autoritær opera

Den 25. maj åbner KLANG med urpremiere på operaen Falling Awake på Folketeatrets intimscene Hippodromen. Det er en voldsom forestilling om autoritet, manipulation og sex! Operaen er skrevet og komponeret af den danske komponist Lasse Schwanenflügel Piasecki, der tidligere er præmieret af Statens Kunstfond for sit værk Gemmer mig for Rosetta uropført på KLANG 2014.

På rejse i Tivol

En af hovedkoncerterne i år er med et Athelas Sinfonietta i dobbeltstørrelse og det grønlandske kor Aavaat. Den franske dirigent Pierre-André Valade leder ensemble og kor igennem aftenens koncert, der foregår i Tivolis Koncertsal den 30. maj. På programmet er mesterværkerne Rejsen ind i den Gyldne Skærm af Per Nørgård og György Ligetis Ramifications samt to uropførelser af den snart nyudklækkede komponist fra konservatoriet James Black og den mere etablerede Niels Rønsholdt.

Holland House og Nordlyd

Den 31. maj indtager Holland House KoncertKirken med projektet BARCODE, der blev søsat på KLANG for syv år siden. Med BARCODE 03 iscenesætter Jacob F. Schokking og Holland House en ny form for fortælling i spændingsfeltet mellem teater og koncert.

Som en vigtig akse i årets festival har KLANG inviteret internationale ensembler i verdensklasse til at spille i København: Jack Quartet (US), Sonar Quartett (D), Plus-Minus (UK) og Adapter Ensemble (D). Sidstnævnte uropfører værker af tre yngre komponister, der alle har det tilfælles, at de står med ”et ben i hver lejr”. KLANG festivals projekt Nordlyd sætter for andet år i træk fokus på det tætte forhold mellem de nordiske lande - i år med særlig fokus på dobbeltnationalitet. Nordlyd II: Af en asylants dagbog lukker og slukker KLANG festival 2017.

Se hele programmet på www.klang.dk/festivalprogram/2017