Hvorfor ødelægge det bedste og det der virker?

Skrevet af Bent Sørensen, formand for Dansk Komponistforening

I sidste uge kom der fra kulturministeren og Dansk Folkeparti pludseligt udmeldinger om, at man ønsker at nedlægge Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester, og at man samtidig planlægger at udskille DR’s ensembler og Koncerthuset fra DR, og lægge dem og det ind under Det Kongelige Teater. Det er svært helt at forstå, hvad ambitionen er. Måske ønsker man at styrke orkestrene i provinsen? Måske ønsker man at styrke Det Kongelige Teater?

I de senere år har der været ført en voldsom, umådeholden og tidsbundet hetz imod Danmarks Radio. Det har primært været en hetz imod DR som medievirksomhed; men DR er også en kulturinstitution – den vigtigste vi har; og med en udskillelse af ensemblerne og koncerthuset fra DR; er det kulturen, musikken der helt ufortjent bliver smadret i ønsket om en afstraffelse af DR; for det vil være en nedsmeltning af noget af det dyrebareste musiklivet og dermed kulturlivet i Danmark har. Den tænkte udflytning af DR’s symfoniorkester til Det Kongelige Teater giver ingen fornuftig mening ud fra en kunstnerisk vurdering af de københavnske orkestres virkefelt, og det virker også grotesk, efter at vi i flere år at have haft en debat om problemerne med de tre kunstarters sammenlægning under den samme paraply, Det Kongelige Teater, og der kan ikke gives nogen anden grund til det udflytningsforslag end at forbedre Det Kongelige Teaters økonomi. At de to orkestre gradvist skal fusionere og blive til ét orkester.

Copenhagen Phil synes ramt af en anden afstraffelse. En afstraffelse af København. Hvor er det dog trættende og kunstnerisk nedbrydende at høre folk tale en mur op mellem København og provinsen. Vi er så lille et land, at vi når frem og tilbage mellem dets hjørner hurtigere end en togtur gennem London, så hvorfor i alverden skal Copenhagen Phil nedlægges? Orkesterets eneste fejl er åbenbart, at det har kontor i København, at det spiller fantastiske koncerter i København, som de så sender ud over hele Sjælland.

Resultatet af den planlagte udflytning af DR's symfoniorkester til Det Kongelige Teater og – må man forvente - en gradvis fusionering med Det Kongelige Kapel og en nedlæggelse af Copenhagen Phil vil betyde, at København om ganske få år står tilbage med ét symfoniorkester, der skal varetage operaforestillinger, symfonikoncerter og turnévirksomhed på Sjælland. Samtidig med at man har svækket den smukke forbindelse i DR, imellem den skabende kulturinstitution og medievirksomhed. Kernen i hele DRs oprindelige og vidunderlige idé. Er det virkelig det, politikerne bag tankerne ønsker? Er det virkelig så vigtigt at afstraffe DR og København på den måde – gennem kunsten? Er det København, der skal gå fra at have et sprudlende musikliv i verdensklasse til at være det musikalske udkants Europa, udkants Danmark ?

I en artikel fornylig i Berlingske Tidende skrev vores kulturminister fint om styrkelsen af kulturens elite og dets vækstlag. Ja – det skal gøres; og de tre symfoniorkestre, DR’s Big Band, Vokalensemblet og Operakoret på Det Kongelige Teater er netop eliten og samtidig et vidunderligt mål for vækstlaget at nå op til. Styrk dem. Prisen for at ødelægge de ensembler og orkestre er alt for høj. De tre symfoniorkestre i København supplerer hinanden på fineste måde. De har forskellige opgaver, og der er opstået en utrolig frugtbar og sund konkurrence imellem dem, der bare gør dem bedre og bedre. Det er orkestre, der når langt ud over Københavns grænser. Copenhagen Phil skaber helt nye koncertformer i det klassiske orkesterregi – skaber koncerter på tværs af alle musikgenrer og suger vækstlaget ind fra alle kanter. DR’s symfoniorkester er en gave til hele Danmark. Tænk at vi i Danmark har et orkester, der på højeste internationalt niveau når ud i hele Danmark og resten af verden gennem digitale medier. Det Kongelige Kapel er den smukke gamle dame. Tænk at vi i Danmark har et af verdens ældste orkestre, og at det samtidigt spiller så smukt og frisk, som var det et nyfødt barn. De fylder alle tre koncertsalene i København. Ved siden af et utroligt højt kunstnerisk niveau, har de en imponerende høj belægningsprocent.

De ensembler, de orkestre der nu står i fare for nedlæggelse eller deportering er i konstant dialog med vækstlaget. DR Big Band og Copenhagen Phil inviterer bestandigt unge skabende komponister ind for at lade dem møde den udøvende elite. DR SymfoniOrkester har netop afholdt en koncert med kompositionsstuderendes værker. Vækstlaget bliver på smukkeste måde til den nye elite. Netop som vores kulturminister ønsker det.

Nedlæggelse af Copenhagen Phil og udflytning, nedsmeltning af DR's ensembler får fuldstændig katastrofale konsekvenser for musiklivet i Danmark. Eliten bliver udfaset, og det samme gør vækstlaget og publikum. Den usikkerhed professionelle musikere i Danmark i øjeblikket gennemgår er simpelthen så ødelæggende og nedbrydende for fremtidens professionelle musikliv. Uddannelsen af professionelle musikere fra musikskoler til konservatorier bliver ren fiktion, når eliten er smuldret. Hvis orkestersituationen i Jylland og på Fyn har problemer, løses de ikke ved at trække København ned. Det Kongelige Teaters problemer ligger ikke i det kunstneriske niveau og ikke i de musikere og sangere, de har ansat. De problemer ligger et helt andet sted. Musikerne og sangerne, der nu er i fare, giver så meget kunst til deres publikum, og det er det eneste de vil – skabe musik til et publikum, der bare bliver større og større. For nylig gik musikerne i Det Kongelige Kapel kollektivt 10% ned i løn. Det var en vidunderlig kærlighedserklæring til musikken og til det danske musikliv. Hvor var administrationen? Tænk hvis teaterchefen havde haft den samme store kærlighed og selv var gået 10% ned i løn. Det er kunsten, der hele tiden må betale prisen, for det er dem, der elsker mest; men det er også dem publikum elsker. Det er ikke vanvittigt økonomisk lukrativt at sidde i DR Big Band eller i et af de tre symfoniorkestre. Alligevel får de hele tiden tudet ørerne fulde af, hvor dyre de er i drift, hvor sandheden er, at de ingenting koster i forhold til, hvad de giver.

Kære Minister, kære politikere. Jeg er nødt til at appellere til jeres ansvarlighed – appellere til at vi får en konstruktiv dialog om musikken. Se forbi jeres problemer med DR og Københavneri – bare et øjeblik. Se hen mod et fantastisk musikliv i København, som spreder sig langt ud fra Københavns grænser, og som sætter Danmark på det internationale musiklandkort. Gå til koncerterne og forestillingerne de næste uger. Lad det ikke være jer, der nedlagde et fantastisk spillende, evigt eksperimenterende Copenhagen Phil. Lad det ikke være jer, der udspillede de legendariske torsdagskoncerter eller slukkede DR Big Bands internationale historie. Selvom der bruges ressourcer på opretholdelse af orkestre og ensembler i København, er det jo i en samfundsøkonomisk sammenhæng ingenting.

For et års tid siden spurgte en klog mand mig, om jeg var klar over, at det samlede danske kulturbudget svarer til udgifterne til en enkelt dag i folkeskolen. Om det er præcist , ved jeg ikke; men det er nok så rigtigt, at det sætter udgifterne til kulturen i Danmark lidt i perspektiv. I mange, mange år har skiftende kulturministre gjort opmærksom på, at der ikke kommer flere penge til musikken og kulturen de næste år. Hvordan kan man være så sikker på, at kulturlivet ikke har fortjent en bedre økonomi? At samfundsøkonomien ikke har fortjent mere kultur? Vores nuværende kulturminister siger det samme, og det bliver sikkert ved det; men tænk, hvis kulturen bare kunne få 3-4 min. af endnu en dag i folkeskolen. Vi behøver ikke en hel dag til; men måske skulle kulturministeren indgå et samarbejde med undervisningsminister Merete Riisager og tænke de to ministerier mere sammen. Ligesom kulturministeren også burde tænke sit ansvar for de kunstneriske uddannelser og kulturlivets institutioner mere sammen. Lad folkeskolen, børnene, det kommende vækstlag, den kommende elite møde den nuværende elite tættere på. Lad kulturen, eliten give folkeskolen, vækstlaget én dag. Gør noget visionært, der bygger bro mellem eliten og vækstlaget og samtidig styrker begge dele. Skab en kulturens dag, hvor alle orkesterinstitutioner åbner sig for vækstlaget. Lad skolerne se og høre eliten. Lad eliten og vækstlaget berige hinanden. Det vil være en kæmpestyrkelse af begge dele og hele vores samfund.