Hva? Hvorfor vil du dog tilbage til Danmark?

Det er det spørgsmål jeg mødes med, når jeg for venner og bekendte har luftet mine fremtidsplaner. Hvad er det nu lige for muligheder jeg har i Danmark, som jeg ikke kunne finde bedre i andre lande?

Eh, jeg leder i min hårdt pressede hjerne, men finder ikke et eneste sagligt argument. De har flere pølser i Tyskland og mere blond hår i Sverige, de drikker mere øl i Irland og ryger mere tjald i Holland. Hvad er det nu lige Danmark har som ikke findes andre steder? At jeg i Danmark er født og der har hjemme synes at være et tyndt argument, men ikke destomindre måske det mest ærlige.

Jeg har boet i Haag i Holland i 6 år. Det har været et eventyr af karat og er det til stadighed. Der går ikke en dag uden der sker noget uventet eller åbner sig en mulighed for et potentielt fantastisk projekt. Jeg har fundet mig en smuk Japansk kvinde som jeg har giftet mig med, og sammen lever vi i et kunstnerkollektiv i en besat villa i byens bedste kvarter.

Harry er i gang med at reparere sin truck udenfor i haven. Han arbejder med én arm, for den anden har slidgigt. ”Hold nu op med at slide dig selv ned, Harry, lad mig pumpe den donkraft!”.

Det trækker op til regn så indenfor er drypspandene ved at blive sat i position. ”Vi må også snart have lappet det tag”, bekræfter vi hinanden, mens en gruppe bulgarske musikkere passerer i gangen. Jeg har aldrig set dem før, men jeg kan forstå at de er blevet inviteret til at spille koncert i hjørneværelset når vi har ”åben middag” på lørdag.

I går gav en japansk antropolog foredrag og workshop om rytmestrukturer og polyfoni i pygmæ musik med egne lydoptagelser fra sine studier i Cameroon's regnskov.

Sådan hygger vi os herhjemme i Congo's aflagte ambassade, som vi har overtaget og indrettet som kunstnerbolig og åbent hus for kultur i bredeste forstand.

Lyder det som en drøm? Det er det! (i det mindste har det på godt og ondt visse ligheder)

Vi lever i et parallelsamfund som dårligt kan siges at være Holland. Det er samfundet af internationalt nomadiske hjemløse kunstnere, musikere, slumstormere og daglejere som kæmper hårdt for såvel de idealistiske visioner som det daglige brød.

Hollands integrationspolitik er ganske anderledes end den danske – reglen er, at hvis man kan klare sig selv uden at nasse for meget på de offentlige kasser, så er man velkommen til at køre sit eget ræs ovre i hjørnet. Det er en blanding af tolerance og ligegyldighed, og resultatet er, at der tillades en løssluppen mangfoldighed af forskelligartede kulturer, men samtidig hænger der et tykt tæppe af indbyrdes ignorance mellem de individuelle kulturer og samfundet som helhed.

Det eventyr, som vi lever blandt kunstnere fra hele verden, er fantastisk inspirerende, men samtidig oplever jeg en splittelse mellem mit kunstneriske virke og min manglende virkekraft på samfundet. Det irriterer mig at størstdelen af det hollandske samfundet får lov til at gå sin støtte gang mod total fordummelse, når nu de deler land med så levende og berigende parallelkulturer.

Det er jo fint nok at tænke ud af boksen, men hvis man ikke kommer tilbage til boksen og bruger sin nye viden til at udvide boksen med, så har man jo intet givet til de stakler som stadig sidder derinde. I Holland er der mange som forlader boksen for at tænke frit (indtil de finder en ny boks at passe i). De tilbageblivende føler ingen trang til at følge med, men benytter i stedet chancen til at trække boksen endnu snævrere sammen når fremmedelementet har forladt den.

Til en sådan grad har forholdet frustreret mig, at jeg har besluttet, at hvis jeg skal opholde mig længere i Holland, så vil jeg finde ind til kernen af den hollandske mentalitet, vride boksen åben indefra og hælde alle parallelkulturerne ned i den. Hvor ambitiøst dette enorme samfundsprojekt ellers måtte lyde, så er det nu engang i al manglende beskedenhed det, som jeg har sat mig for. Målet er ikke at begrænse alle parallelkulturene til at passe i den gængse ramme, men modsat at udvide den gængse ramme til at rumme alle parallelkulturerne. For at det skal lykkes, vil det dog kræve, at jeg først selv krydser den psykiske og sociale grænse, træder ind i det andet parallelsamfund, integrerer mig, bliver hollænder af sind.

Hollænder er imidlertid ikke noget man bliver alene af at opholde sig længe i landet. Det er et aktivt valg, som starter med, at man lærer sig sproget og derefter tvinger de indfødte til at føre samtalerne på deres ejet modersmål. Det er sværere end det lyder! (altså ikke sproget, men det, at få hollænderne til at holde op med at tale engelsk). Den første del er jeg igennem, den anden kæmper jeg stadig med.

Så langt er jeg dog kommet i integrationsprocessen, at jeg nu deler atelier med lutter hollændere og de taler faktisk hollandsk - selv i mit nærvær! Således stolt af min nye identitet, ser jeg frem til at blive som mine hollandske kolleger: De er fladnumsede kunstnere, som bruger det meste af dagen på at brokke sig over de stigende nedskæringer, og resten af tiden på at spise frokost!

I kraft af min nye position i den hollandske parallelvirkelighed, lykkedes det mig endvidere at blive inviteret til Haags kunstforeningens møde med kulturministeren omhandlende Haags potentiale som kulturhovedstad 2018. Ministeren havde allerede været til møde med Haags musikhøvdinger som havde fortalt ham at Haag skam havde rigtig fin musik. Han havde så besøgt teaterlivets spidser, som ligeledes havde betroet ham at byens teater skam også var rigtigt fint. Og nu var tiden så kommet til kunstnerforeningens samlede mening om byens kunstliv. Tjo, sagde de fremmødte oldermænd og rettede synkront på deres identiske John Lennon-briller. Der blev da malet nogle fine billeder, og så var der vist også nogle som arbejdede med fine skulpturer og såd'n.

Foreningens formand, en matrone med tung læbestift og høje stillethæle, syntes det var et godt svar til ministeren. Var der nogen der havde noget at tilføje? ”Ja! Mig-mig-mig!”, skreg jeg febrilsk og viftede med fingeren, så jeg fik lov til at holde min brandtale på gebrokkent hollandsk:

”Haag er en by hvor parallelsamfund lever side om side uden at kende til hinanden. Byen har trods sin landsbystørelse både en indisk, en tyrkisk, en marrokansk bydel og så selvfølgelig en chinatown. Byen er befolket af ambassadører, advokater, embedsmænd og så en hel del fattige Brøndby-typer (det sidste sagde jeg ikke). Den hjemsøges af eksperter i international lov, af human rights-forkæmpere, krigsforbrydere og flygtninge. Og så er der et evigt skiftende miljø af gennemrejsende kunstnere, forskere, filosoffer og arkitekter, som det gælder om at gribe fat i og vride for eksotisk inspiration mens de er her. Kulturlivet er en sum af den enorme intellektuelle gennemstrømning og selv om hvert enkelt individ har sin specialiserede baggrund, er gennemstrømningen som helhed tværkulturel. Ministeren vil ikke finde dette i de opdelte fagorganisationer, og ikke blandt Haags lille gruppe af fastboende veletablerede kunstnere, men i summen af alle de parallelle kulturer som findes lige uden for skyklappernes skarpe afgrænsning.

Hvis der skal knaldes milioner af på kulturåret, så så jeg gerne at en del bruges på at skabe og promovere en platform der kan gøde og høste den gennemstrømmende kultur og forbinde den med de allerede eksisterende parallelkulturer.”

Det blev mine 15 minutes of fame i Hollandsk kulturpolitik. Oldermændene lod som om de tog notater, og så skete der ellers ikke mere i den sag.

Det er nok for tidligt at give op – med gentagelse og påståelighed kunne jeg måske nok komme et stykke videre med min ambitiøse plan, men i mellemtiden er det gået op for mig at mit forehavende vil koste uforholdsmæssigt mange kræfter og ikke nødvendigvis vil føre særlig stor teknemmelighed med sig. Måske ønsker hollænderne sig slet ikke et integreret samfund hvor alle kender til og accepterer andres levevis og kultur. Måske er det en dansk mentalitet, som jeg endnu ikke har fået aflagt mig. Måske er den hollandske grundholdning mere liberal: ”Vi behøver da ikke acceptere noget som helst. Hvis bare du ikke forstyrrer, så kan du da te dig som en tosse hvis du vil!”

Og hvorfor er det nu også at jeg ville ændre på det? Jeg kommer jo selv fra en snæver boks, som jeg forlod for at tænke ud af boksen. Nu er det måske tid at tænke ind i boksen igen, at vende tilbage til den danske boks, og prøve at udvide den med alt det nye jeg har set uden for boksen!

Af Lars Kynde