I fredagsbønnen d. 09.12.2011 skriver Casper Hernándes Cordes (CHC) at musikinstitutionerne bygger på en model, der tilhører industrisamfundet. Der argumenteres for at de dispositioner, som udspringer af en sådan institutionel diskurs, medfører en fokus på kunst som produkt med en ophavsmand. Kunsten kommer af ”intet” og skabes i en unik proces, og resultatet af denne er et unikum.

Jeg er meget enig i, at der med skiftet fra industrisamfund til kommunikationssamfund, skabes nogle ændrede præmisser i forståelsen af det kunstneriske produkt. En ældre tysk teoretiker har fanget dette skift ganske udmærket allerede i 70'erne med følgende citat:

"Das Netzwerk Wird zum Werk an sich…" - netværket bliver til værket.

I en moderne tolkning af værket er identitetsmarkørerne i det kunstneriske objekt ikke længere det unikke eller kraftigt nytolkende, men snarere listigt udlagte markører af tyveri. Værker har reelt altid stjålet fra andre værker (tag fx Bach), men det nye er ikke, at der er trukket fra andres ideer, men at det væsentligste i tolkningen af værket bliver at lede efter de stjålne ”prøver” eller samples. Sample kulturen - og dermed den elektroniske kultur - gør altså direkte en dyd ud af at fjerne sig fra en industrisamfunds værkforståelse og bevæge sig ind i en net-værks forståelse.

Men med dette skift er der ikke blot skabt en ændring i den måde vi opfatter ejerskab på, men også den måde vi ser på objektet for ejerskabet - altså værket. Og min påstand er i denne sammenhæng at problemet med diskussionen om ejerskab som hhv "fælles" (fordi kunsten sker i netværket) og unik (fordi kunsten strømmer fra kunstnerens skjulte kilde) er, at den bygger på en præmis, som ikke er synlig i debatten. Nemlig vores ønske om at kunne stemple det skabte værk som netop kunst. Vi kan ikke længere klare os med den så almindelige sondring i kunstteorien mellem entropi (kaos) og negentropi (orden). For de to begreber sniger sig ind og ud af vores tolkning af skiftende netværkers "fremførelse" af værker. Samtidig med bruddet med forestillingen om det færdige værk, må der nødvendigvis komme et endegyldigt brud med forestillingen om den klare grænse mellem kunst og ikke kunst. For hvis værket skal næres af nye elementer, må det også nære sig af kilder, som er eksterne fra den etablerede kunst. Og således bliver kunsten at skabe kunst af både værker og ikke-værker. Kunsten er altså realisationen af netværkets evne til at skabe værker af netværker. Det handler om at problematisere hvorvidt "virkeligheden" er stabil...og svaret er at det er den ikke! Hvor man i modernismen ledte efter den sandfærdige virkelighed, har postmodernismen selve virkeligheden som sit hovedproblem. Det kunstneriske er ikke længere adskilt fra det almindelige liv, og alt kan således gøres til kultur og dermed til kunst.

Og her har CHC en pointe når han skriver: "Det er netop FORDI, de ud fra alle tænkelige målestokke går på tværs af de etablerede kategorier, at de er i stand til at komme med nye bud på, hvordan vi skal forstå vores samtid og komme videre." Hvis vi ikke kan tale om værket – og dermed kunsten – som unik (smuk eller ny) og hvis selve værkforståelsen gennem tolkningen nu fokuserer på proces, netværk, relation og kommunikation. Hvordan ved vi så, hvad der skal støttes? Hvis ikke der kan etableres en diskurs omkring at ”noget” er bedre end noget andet, hvilket jo bliver svært hvis ”noget” nu ikke forbliver ”noget” men senere blot kommer til at indgå i ”noget andet”. Hvad er det så vi støtter?

Konsekvensen kunne måske være, at hvis værk bliver til netværk…ja så må støtte til værk ændres til at blive støtte til netværk!? Og dette kan måske bedst gøres som det foreslås af CHC gennem Collaborative consumption - det er bedre at have adgang til noget (gennem digitale sociale netværker) end at eje noget (som så distribueres gennem kontrollerede og betalende kanaler)..Men det er jo anderledes, hvis man ønsker at være skaber af kunsten eller hvad man nu mener det er man skaber. Her er det naturligvis yderst velkomment at have adgang så man kan "låne" og sætte sammen på ny. For det essentielle er jo at betalingen gennem køb af adgang nu er væk!? Men en eller anden form for støtte til fordybelsen kan være glimrende og nødvendig hvis nogen skal opnå tid til at fordybe sig i værket - nej hov i netværket naturligvis. Jeg er nemlig ikke så sikker på at det kan lade sig gøre at holde momentum på den mere eksperimenterende musik gennem de besparelser som findes ved at fjerne kommercielle distributører. Statsstøtten placeres jo, som det er nu, netop (nogle få af) de steder hvor et salg er yderst minimalt men hvor indtryk og inspiration, som mødet med "værket" frembringer, måske netop genererer andre nye kulturmarkører.

Netværker af kunstnere og andre skøre og skæve sjæle bidrager med flere og mere interessante kulturelle markeringer (værker), hvis de hjælpes lidt på vej økonomisk. Og mit bud på en sådan kulturstøtte vil i sagens natur aldrig kunne give mening i etablering af råd baseret på politiske vinde. Det må være dem, der er aktører i dette netværk (altså publikum), der skal placere pengene direkte gennem deres netværksdeltagelse, frem for et panel af (per definition) mindre deltagende netværkere (for de har jo travlt med at dele penge ud). Men dette skal ikke forstås som et argument for kommercialisering eller frit marked. Jeg mener, det må være essentielt at støtte det nytænkende, som iøvrigt ofte har givet inspiration, eller rettere direkte har skabt senere "mainstream". Kunst skal forstyrre! Derfor bør man gøre, det man i 80erne gjorde i en kort periode i Århus kommune: Sælge klippekort for 25 kr. som giver adgang til kultur for 125 kr. Men sørg for at det er den kultur, som ikke ville klare sig stort set lige så godt uden tilskud. Så vil der komme mere af det som en svensk producer engang havde stor succes's med: at udskifte hans traditionelle komponister med to drenge i et kælderlokale som han havde foræret en sampler. Det kom svensk popindustri videre af...

Men hvordan overføres denne tænkning til digitale musikalske netværker og produkter (som moderne musikdistribution jo fungerer igennem)? Jo det der skal støttes er netop selve netværkene og herunder de rammer og vilkår, som produktion og distribution foregår under for kunstnerne. Nylige studier på Massachusetts Institute of Technology (http://www.youtube.com/watch?v=u6XAPnuFjJc&feature=youtube_gdata_player) viser entydigt, at det ikke er muligheden for at tjene penge, der for folk til at arbejde, men de rammer og vilkår de får at udføre dette arbejde under (nogen af os havde det nok på fornemmelsen). Mon ikke dette også gælder for kunstnere? Og så må det være en opgave at se hvordan man kan gøre denne støtte afhængig af brugeres consumption kombineret med kriterier om nytænkning!?

Lad en konklusion på dette stå ufuldendt, ligesom en del værker gennem tiden har stået ufuldendte hen, fordi værkets producent omkom, og ligesom de nye værker kan stå ufuldendte, fordi de altid blot bliver genstand for "elementgørelse" i det næste værk i netværket.