1 maj 2019

A feminist guide to the sinfonietta

Vi har i samarbejde med Talk Town festivalen inviteret et af Europas førende ensembler inden for samtidsmusik, det norske Ensemble Ernst, til at deltage på festivalens åbningsevent med en fremførelse af komponisten, Bente Leiknes’, værk, A feminist guide to the sinfonietta"– en rammende, feministisk, relevant og ikke mindst humoristisk kommentar til det klassiske musikliv.

”På en koncert med Oslo Filharmonien blev jeg ramt af den enorme indvirkning mænd har haft på musikhistorien. De citerer hinanden, de omskriver hinandens musik og de fremmer hinanden. Uophørligt. På koncerten hørte vi Weberns farverige Bach-fortolkning, som har fået en plads i musikhistorien. De opførte også Schönbergs omskrivning af Brahms’ Klaverkvartet, hvilket for mig giver meget mindre mening at gøre. Da jeg sad der og lyttede, tænkte jeg på, at Brahms nok også kunne have lavet en orkesterversion af dette stykke, hvis han havde ønsket det - samtidig fik hans samtidige kvindelige komponister ikke mulighed for at skrive for orkester overhovedet.”

Denne koncertoplevelse og de tanker, den satte i gang, fik Bente Leiknes til at skrive værket "A feminist guide to the sinfonietta". Komponisten deltager selv i værket, som opføres flere gange i tidsrummet 20.00 - 21.00. Der er gratis adgang!


Kort om Ensemble Ernst

Ensemble Ernst blev stiftet i 1997 og har markeret sig som et af Europas førende ensembler inden for samtidsmusik. Ensemblet har en omfattende koncertvirksomhed i Norge og har gæstet flere lande i Europa. I 2018 vandt Ensemble Ernst Spellemann (Norges svar på GRAMMY) i kategorien samtidsmusik. Ensemblet dirigeres af Thomas Rimul.

Kort om Bente Leiknes

Den norske komponist Bente Leiknes Thorsen (1980) har en kandidatgrad i komposition fra Norges musikkhøgskole. Hun forsøger at skrive musik, der er både poetisk og dybt forankret i hverdagen. Hendes værk "at the tips of my fingers / on the tip of my tongue" blev i 2016 nomineret til den norske musikpris Edvardprisen.