Hvordan når vi nye publikummer? Hvordan skaber vi stærkere relationer til dem, der allerede kommer? Og hvordan omsætter vi gode intentioner om publikumsudvikling til konkret handling?
Det er nogle af de spørgsmål, som den nye digitale platform nextcrowd skal hjælpe kulturaktører med at arbejde videre med.
Art Music Denmark står bag nextcrowd, der nu går i luften som en åben og praksisnær værktøjskasse for alle, der arbejder med publikumsudvikling, værtskab, kommunikation og udvikling af stærkere relationer mellem kunst, kulturinstitutioner og publikum.
En reaktion på et stigende behov for publikumsudvikling
Platformen er opstået i forbindelse med TUTTI#2, Art Music Denmarks toårige undervisnings- og udviklingsforløb for musikforeninger, mindre ensembler og musikfestivaler i det klassiske musikmiljø. Her arbejder deltagerne over tid med publikumsudvikling, strategisk retning, værtskab, kommunikation og nye måder at styrke relationen til publikum på.
Lanceringen af nextcrowd sker på et tidspunkt, hvor mange kulturaktører oplever et stigende behov for at gentænke deres relation til publikum. Nye publikumsgrupper, ændrede kulturvaner, øget konkurrence om opmærksomhed og større krav til relevans og tilgængelighed gør publikumsudvikling til et centralt arbejdsfelt på tværs af kulturlivet.
Et værktøj til gavn for mange forskellige aktører
Værktøjerne på platformen er udviklet af RasmussenNordic i samarbejde med Asbjørn Keiding, projektleder for nextcrowd og TUTTI#2 hos Art Music Denmark. Platformen samler viden, inspiration, refleksionsspørgsmål og konkrete redskaber, der kan bruges af kulturorganisationer, festivaler, koncertarrangører, ensembler, foreninger og andre aktører, som ønsker at blive klogere på deres publikum — og på sig selv som afsender.
Målet er ikke at levere én færdig opskrift på publikumsudvikling. Tværtimod er nextcrowd skabt som et sted, hvor organisationer kan begynde dér, hvor de selv står: med deres egne målgrupper, deres egne ressourcer, deres egen kunstneriske profi l og deres egne strategiske udfordringer.
“Publikumsudvikling handler ikke kun om at få flere mennesker ind ad døren. Det handler om at forstå, hvem man taler til, hvem der faktisk føler sig inviteret, og hvordan man skaber oplevelser og relationer, der giver mening før, under og efter selve mødet med kunsten,” siger Asbjørn Keiding, projektleder for nextcrowd og TUTTI#2 hos Art Music Denmark.
Inspiration og redskaber med afsæt i konkrete erfaringer nextcrowd er udviklet med afsæt i konkrete erfaringer fra kulturfeltet og bygger på en grundlæggende ambition om at gøre arbejdet med publikumsudvikling mere tilgængeligt, handlingsorienteret og forankret i den enkelte organisations virkelighed.
På platformen kan brugerne blandt andet arbejde med spørgsmål om målgrupper, kommunikation, værtskab, strategisk retning, publikumsrejser og organisatorisk forankring. Materialet er særligt relevant for aktører, der ønsker at udvikle deres praksis, men som måske savner et fælles sprog, en tydelig metode eller konkrete værktøjer til at komme videre.





